PVP opnås fra monomervinylpyrrolidon (NVP) ved bulkpolymerisation, opløsningspolymerisation og andre metoder. I processen med bulkpolymerisation på grund af reaktionssystemets høje viskositet diffunderes polymeren ikke let, og polymerisationsvarmen fjernes ikke let, hvilket resulterer i lokal overophedning. Derfor har det opnåede produkt en lav molekylvægt, højt resterende monomerindhold og er for det meste gul, ikke meget praktisk værdi. I industrien anvendes opløsningspolymerisation generelt til at syntetisere PVP. Der er to hovedruter til produktion og polymerisation af PVP. Den første er opløsningspolymerisationen af N-2-pyrrolidon (NVP) i et organisk opløsningsmiddel efterfulgt af dampstripping. Den anden vej er den vandige polymerisation af NVP-monomerer med vandopløselige kationiske, anioniske eller ikke-iioniske monomerer.
Opvarm NVP-monomeren direkte til over 140 °C, eller tilsæt en initiator til NVP-opløsningen til opvarmning, eller tilsæt en initiator til NVP-opløsningen (opløsningsmidlet kan være vand, ethanol, benzen osv.) for at polymerisere ved fri radikal opløsning, eller direkte anvende PVP-homopolymerer kan opnås ved bestråling af NVP-monomerer eller deres opløsninger med lys. Forskellige polymerisationsmetoder resulterer i forskellige polymerstrukturer og egenskaber. Blandt dem er polymererne opnået ved polymerisation af frie radikaler mere ensartede i sammensætning og struktur. Ydeevnen er også relativt stabil, og det er den mest almindeligt anvendte metode til NVP-homopolymerisation. Ved at justere reaktionsbetingelserne såsom monomerkoncentration, polymerisationstemperatur og initiatordosering kan PVP-homopolymerer med forskellige molekylvægte og forskellig vandopløselighed opnås.

Proces 1: NVP fremstilles i en opløsning med en massefraktion på 50%, en lille mængde hydrogenperoxid anvendes som katalysator, og under virkningen af en initiator initieres polymerisation ved 50 ° C, således at næsten al NVP omdannes til PVP. Tilsæt ammoniakvand til polymeren for at nedbryde den resterende initiator, monomerpolymerisationskonverteringshastigheden er næsten 100%, og det faste indhold er 50%.
Proces 2: Der tilsættes 0,4 g dispergeringsmiddel P(NVP-co-VAc) og 80 g dispersionsmedium ethylacetat i en 250 ml firehalset kolbe, og efter omrøring og opløsning ved et vandbad ved konstant temperatur ved 70 °C tilsættes 20 g monomer NVP og 0,15 g initiator. agent AIBN, reagerede i 6 timer under nitrogenatmosfære, afkølet og filtreret, og det uopløselige stof blev vakuumtørret i en vakuumtørreboks i 24 timer for at opnå et hvidt PVP fast pulver.

Det meste af polymerisationen af PVP bruger AIBN som initiator. Der er ingen litteratur om brugen af vandopløselige azo-initiatorer til at indlede syntesen af PVP, men nogle mennesker udfører dette arbejde. Da både NVP-monomer og PVP er opløselige i vand, er det fuldstændigt muligt at anvende vandopløselige azoinitiatorer til at starte polymerisation til dannelse af lineære PVP-polymerer. Desuden indeholder AIBN grupper, der er skadelige for menneskekroppen. Giftig produktbase og de fleste vandopløselige azoinitiatorer indeholder ikke den meget giftige produktbase af forbudt cyanid og meget giftige produkter, og PVP bruges for det meste til produkter, der er i direkte kontakt med menneskekroppen, så vandopløselige azoinitiatorer er mere effektive end AIBN. har flere fordele.